Når virkeligheden er mere skræmmende

Gyserfilm har VIRKELIG udviklet sig meget siden tidernes morgen. Alt fra om hvorvidt de er filmen professionelt eller “found footage” så som “The Blair Witch Project”, hvilke overnaturlige elementer der er i spil (zombier, spøgelser, massemordere osv.), eller hvordan et gys bliver bygget op: atmosfære, musik, karakterer… eller bare jumpscares -,-

Men jeg har længe tænkt over hvad der gør gyserfilm effektive. Hvad er det der kan påvirke os mest i denne brede men velkendte genre? Jeg kiggede på min samling af gyserfilm og valgte dem der havde efterladt det største indtryk på mig. Og jeg opdagede hvad de alle (jeg har valgt kun at fokusere på 2 i det her indlæg for ikke at gøre det for langt) havde tilfælles – de repræsenterer det normale, forklædt som det paranormale. Selv hvis du fjerner det overnaturlige, fortæller de historier vi kender fra virkeligheden. Lad os se på David Cronenberg’s “The Fly” fra 1986 og William Friedkin’s gyserklassiker “The Exorcist” fra 1973.

For kort at opsumere: “The Fly” handler om en videnskabsmand ved navn Seth der har opfundet en teleportationsmaskine. Han prøver den på sig selv, men kommer ved et tilfælde til at lukke en flue med ind i kammeret, hvilket resulterer i at han krydser hans DNA med insektet og langsomt bliver forvandlet til en flue. “The Exorcist” handler om en ung pige ved navn Regan der begynder at opføre sig bizart, og ingen læger kan finde ud af hvad der er galt med hende. Det viser sig at hun er blevet besat af en dæmon/djævlen, og hun har brug for en eksorsisme for at drive djævlen ud af hende.

Det er nemt at se på elementerne som djævlen i “The Exorcist” og monstret i “The Fly” som værende det uhyggelige – og bevares, det er de I DEN GRAD OGSÅ. Men hvad der gør dem SKRÆMMENDE er hvor virkelige de er. Her mener jeg ikke at de er baseret på virkelige hendelser (“The Exorcist” er til en vis grad), men derimod at de repræsenterer meget VIRKELIGE gys fra hverdagen. Begge film handler i bund og grund om hjælpeløsheden ved at se et menneske man elsker langsomt dø, og man ikke er i stand til at hjælpe på nogen som helst måde. Lægerne kunne ikke hjælpe Regan, og Seth’s kæreste kunne ikke stoppe ham fra at blive til et monster. Der er en ubehagelig men direkte linje fra disse film og til virkelighedens tragedier ved at f.eks. sidde hjælpeløst og overvære et familiemedlem dø af cancer, eller et mentalt ødelagt menneske der ikke længere er i stand til at hjælpe sig selv. Monstrene i “The Fly” og “The Exorcist” er ikke gyset, men derimod hvad de REPRÆSENTERER. Og det er dét der gør dem uhyggelige.

Det her er måske ikke ligefrem det mest julede indlæg man kan forestille sig, men jeg syntes alligevel det var interessant nok til at dele med jer. Måske lærte I noget, deler min mening eller er dybt uenige, og det er også fint 🙂 … så længe vi kan blive enige om at vi ikke gider flere jumpscares -,-