Sympati Vs Empati

— NON SPOILER—

Inden jeg får startet vil jeg lige påpege et fact. Joker er den sidste superheltefilm vi får i dette årti. 10 år med kappeklædte og maskerede overnaturlige mennesker der redder verden – og vi slutter med den mest tragiske fortælling af en tegneseriefigur nogensinde. Wow.

Ikke desto mindre: Joker er en af de mest omtalte – på godt og ondt – superheltefilm i lang tid. Den har fået ros for Joaquin Phoenix, portrætering i rollen som “The Clown Prince of Crime”, cinematografien og musikken, og kritik for dens homages til andre film så som Martin Scorsese’s Taxi Driver og The King of Comedy. Men det er især ét kritikpunkt jeg gerne vil snakke om:

Joker har stort set siden dens offentliggørelse blevet kritiseret for at være potentielt indflydelsesrig: at unge kan relatere til en mands sindssyge der driver ham til mord, nihilisme og kriminalitet. De amerikanske medier frygtede sågar at mentalt ustabile ville møde op i biografsalene med våben og genskabe masseskyderiet der fandt sted i Aurora i 2012 under premieren på Christopher Nolan’s The Dark Knight Rises. Dette har været en debat der har circuleret i medierne og online i lang tid – selv efter filmen havde fået premiere og kritikere havde anmeldt den.

Jeg har nu set filmen, og jeg kan komme med en hurtig konklusion på emnet: hvis du efter at have set filmen mener at den sender det forkerte budskab, så har du desværre misforstået hele præmissen… og det var HELE præmissen.

Hvis du er en af dem der ikke forstår moralen i filmen må du endelig ikke se dette indlæg som værende kritik af dig, men blot en korrektion af dit synspunkt i forhold til denne ene film. OK? Super-duper.

Så hvad er det præcis der skal forstås ved denne debat? Ganske simpelt: Kend forskellen på sympati og empati.

Frygten for at Jokeren kan blive en rollemodel er en forståelse for sympati: vi kan relatere til hans følelser og se ham som værende inspiration. Men Joker fremstiller ikke karakteren som værende sympatisk – han er empatisk: vi kan forstå hvad der gjorde ham sindssyg. Vi kan ikke gå i hans sko og opleve hvad han har været igennem, men vi kan sidde i vores biografstol over overvære denne ødelagte mand iføre sig klovne make-upen, det farverige jakkesæt og den ladte revolver og tænke “Så det var SÅDAN han blev til” og IKKE “er det en løsning på problemet? Det anede jeg ikke”.

Batman har mange empatiske superskurke i hans katalog, og Joker er en af dem. Mr. Freeze ønsker blot at redde hans kone fra en dødelig sygdom, Poison Ivy ønsker blot at redde naturen, Clayface ønsker blot at blive menneske igen, Man-Bat ønsker blot at finde en kur på hans sygdom osv. Jeg kan ikke relatere til nogle af disse karakterer, men jeg kan sætte mig ind i hvad der driver dem – aka. empatere med dem.

Jeg kunne godt lide Joker. den var “good-not-great” i min smag. 4 stjerner. Men det her indlæg er ikke skrevet fordi jeg ønsker den yderligere succes (i mean, den har snart indtjent 1 MILLIARD dollars som den første og eneste R-rated film nogensinde). Jeg skriver det fordi mangel på forståelse kan føre til mundkurve i Hollywood. Instruktøren Todd Philips ville fortælle en alternativ fortælling til en tegneseriefigur – og lad ham dog. Vi ved ikke hvor mange år vi har endnu før filmgåerne mister interesse i superheltefilmene, og jeg vil ikke opleve at et studie ikke fik lavet en specifik film “fordi de ikke tænkte over det”. Jeg elsker ikke Joker, men jeg elsker at den eksisterer. Warner Bros. tog en chance og det er jeg dem evigt taknemmelig for.

Husk på: film er kunst, og vi må ALDRIG neglidere kunst. Vil du fortælle hvad Beyonce ikke må synge om? Nej vel? Du må gerne have en holdning til en film – men det er ikke filmens skyld. De eneste personer der skal bestemme hvad en film skal være, er dem der skaber den.

So, just smile and put on a happy face