Derfor får Pixar os til at græde

Jeg tror ikke der er et filmstudie jeg elsker mere en Pixar. Deres række af fantastiske film er en succes som få studier nogensinde kommer til at opleve, og de har gjort sig vel fortjent til den kærlighed folk sender deres retning.

Det er især interessant at se på Pixar’s måde at fortælle historier på, hvis man sammenligner dem med et studie som Disney, skaberne af animationsfilm. Det er sjældent jeg hører folk fortælle mig at de kneb en tåre under en Disney-film, hvorimod jeg ofte hører at folk tudbråler når de ser en film lavet af Pixar. Så, hvorfor er det Pixar får os til at græde og Disney (med få undtagelser så som “Løvernes Konge”) ikke kan? Jeg har længe tænkt over det, og jeg har fundet svaret – relation.

Disney fortællinger har i lang tid handlet om en karakter der ønsker forandring i deres liv: Ariel vil op på land, Askepot vil til bal, Simba vil være konge, Belle vil ud fra hendes lille by, Vaiana (eller Moana om man vil) vil ud og sejle, Quasimodo vil opleve et liv udenfor Notre Dame, Tiana vil åbne sin restaurant, Pinocchio vil være en rigtig dreng, Hercules vil være en helt osv osv. Det er derfor mange af dem har den famøse “want song”: en sang de synger hvor de udtrykker deres store ønsker. Altså, karaktererne VIL HAVE at tingene ændrer sig. Moralen fra DIsney har altid været “hvis du sætter dig nogle mål og arbejder hårdt, kommer de i opfydelse”. Et godt budskab at sende til børn bestemt – men ikke relaterbart. Dine ønsker går ikke altid i opfyldelse, og de planer du satte for dig selv er ikke altid den destination i livet du ender med at tage. Så hvad der fremstår som værende livslektier ender i sidste ende som fantasifortællinger.

Så hvad er det pixar gør omvendt? De gør det modsatte. Mange af deres karakterer (i hvert fald dem fra film der får os til at græde) VIL IKKE HAVE at tingene ændrer sig: Woody vil IKKE have at Buzz overtager hans rolle som Andy’s favorit legetøj og han vil IKKE have at Andy bliver voksen, Marlin vil IKKE have at Nemo opfører sig som andre fisk, Glæde vil IKKE have at Riley skal være ked af det, Mike og Sulley vil IKKE have at mennesker kommer til monsterverden og åbne op for andre, Carl vil IKKE have at hans hus bliver fjernet osv osv. Og hvad har alle de film tilfælles? Det de ønsker ikke skal ske – sker. Og det gør de fordi det er nødvendigt for dem i forhold til at vokse og blive klogere på dem selv. Så budskabet Pixar lærer børn er: du har ønsker og drømme du ønsker at opnå, og du har ting i livet du ikke vil have sker – men det gør de. Og det bliver du nødt til at acceptere. På et eller andet tidspunkt BLIVER DU NØDT TIL at efterlade dit legetøj, at forlade dit hus, at blive ked af det, at give slip på dit barn. Det vil ikke være nemt. Det vil faktisk gøre ondt – men du vil komme videre og blive et bedre menneske af det- og DET er relaterbart. Det er ting vi allesammen har gået igennem, og vi har lært af dem.

Jeg var en af de mange der TUDBRØLEDE i slutningen af “Toy Story 3” og “Inside Out” fordi filmene smed et spejl op foran mig og sagde “det her er dig. Du er ikke en prins eller en havfrue og du kommer ikke fra et eventyrland. Du er dig. Og du vil opleve de her ting eller har allerede oplevet dem, og du skal være stolt af hvad du har lært af oplevelserne”.

Så ja, jeg har et svagt punkt for Pixar, og jeg kneb også en tåre i slutningen af “Toy Story 4” fordi de igen præsenterede mig for et hårdt men naturligt valg i livet – og det vil jeg takke dem for. Så, tak Pixar, og bliv ved med det gode arbejde 🙂