Popkultur har ødelagt “Spoiler” forståelsen

Først skal der lyde et godt nytår til jer alle. Håber I havde et godt år, et fantastisk årti og kommer godt ind i 2020 med dem i holder af 🙂

Jeg vil gerne snakke om “spoiler”, et begreb der i den grad har mistet sin mening de seneste år, og jeg er overbevist om at popkultur er at bebrejde.

For at gøre det så forståeligt som muligt og få jer til at få et bedre indblik i hvad jeg hentyder til, vil jeg bruge 2 film som eksempler: “The Sixth Sense” fra 1999 da det er en film med et plot twist som alle kender – også jer der aldrig har set den, og “Avengers: Endgame” da det er den mest profitable film nogensinde og som alle har set, og som netop lever op til min holdning om misforståelser af “spoiler”.

Så, hvad er en spoiler? I korte træk er det at få information om en film der kan ødelægge filmens struktur. Hvis du aldrig har set eller hørt om “The Sixth Sense” kan information om hvordan filmen slutter ødelægge hele filmens pointe – og dermed “spoile” filmen. At opleve et plot twist med egne øjne giver en unik filmoplevelse den første gang man ser den, og betyder du ser filmen med andre øjne den anden gang.

Og så har vi “Avengers: Endgame”, en film med massive forventninger fra millioner af fans verden over. Disney og Marvel var tidligt ude med advarsler om at “Thanos don’t want you to spoil the movie”, folk var musestille på de sociale medier, anmeldere skulle gå på listefødder… helt uden grund. Hvorfor? Fordi det ikke er at spoile filmen – det er at snakke om filmen. Årsagen til at “spoiler” er blevet et så ombredt ord i dag skyldes trailere, marketing og chatforums der teaser hvad filmen er. Hvor er det dog ironisk at folk laver trailer breakdowns, forudsigelser, karakter baggrundshistorier osv. før filmen får premiere. De snakker og snakker og snakker om hvad filmen mon er, men når den store dag endelig kommer skal der være ro på sættet – Når der endelig ER noget at snakke om, MÅ du ikke snakke om det. “hvor vover du at spoile filmen” gik folk rundt og sagde til hinanden, hvortil jeg tænker: “hvis en film ikke virker for dig uden at du får nogen som helst form for information, kan den så overhoved virke til at starte med?”. Et eksempel i Endgame er – og nu snakker jeg om plottet, men det er ikke en spoiler – når Captain America løfter Thor’s hammer. Det har ingen stor, dramaturisk indflydelse på plottet, det er ikke et twist, det er ikke en teaser. Det er bare en handling. Problemet ligger dog i at det er noget fans ALTID gerne har villet se, så at nævne det for en der ikke har set filmen vil for dem blive betragtet som en “spoiler”. Og det er dét ordet betyder i dag. Den oprindelige – og i min optik rigtige – definition er at ødelægge filmen, hvorimod det i dag betyder at ødelægge filmoplevelsen. Det ene er fra filmens standpunkt, og det andet fra filmseernes.

Når man underviser i Shakespeare får man fortalt hele handlingen før man overhovedet læser stykket. Det er ikke for at spoile handlingen, men for at få læseren indforstået med historien. Måske vi snart skal tilbage til den form for kommunikation af underholdning. Det vil jeg i al fald glæde mig til.