Når virkeligheden er mere skræmmende

Den bedste julefilm – du aldrig har set

 

Julefilm er nærmest et bæst i sig selv. Deres tilgang til historiefortælling kan til tider være manipulativ, og andre gange oprigtig. ikke desto mindre er deres primære formål, på godt og ondt, at overvælde dig med positive følelser og nostalgiske minder om højtiden – “julestemning” om man vil.

Og der er mange, MANGE film af slagsen, alt fra standarter som “Home Alone” og “Love Actually” til klassikere som “Christmas in Connecticut” og “It’s a Wonderful Life“, og de film der stadig bliver debateret om hvorvidt de kan betragtes som decideret “julefilm”, så som “Die Hard” og “Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas“.  Kort sagt er sortimentet bredt og til tider uoverskueligt, så  hvem kan bebrejde dig for at se de samme film år efter år. De har trods alt stået tidens test af en årsag.

Men hvad hvis jeg fortalte dig om en fantastisk film fra midt-2000’erne der omhandler jul, søskendekærlighed, forbrugerisme, gode gerninger og barnlig uskyld – og du formentlig aldrig har set den? Jamen, så betragt det her som værende min julegave til dig.

Filmen jeg taler om er “Millions” fra 2004. Den er instrueret af den engelske filminstruktør Danny Boyle der ærlig talt har et umanerligt diverst CV. Han har tidligere lavet film som “Trainspotting“, “28 Days Later“, “Slumdog Millionaire” og “127 Hours” – film der i dén grad adskiller sig fra hinanden. Så idéen om at han har lavet en familiefilm der omhandler julen og gode gerninger vil for andre instruktører stikke ud som et skævt søm, men for ham er det underligt nok velpassende i hans stil.

Filmen handler om en ung irsk dreng der finder en sportstaske fyldt med millioner af britiske pund. Han ved ikke hvor de kommer fra, om de er stjånet eller om de tilhører nogen. Samtidig er Irland i gang med at skifte valuta fra britiske pund til Euro og pengene vil derefter være værdiløse, så den unge dreng prøver at finde det rette at gøre med pengene inden tiden løber ud. Filmen følger hvordan han er opvokset med stærke religiøse overbevisninger og ønsker at gøre gode gerninger ligesom biblen har lært ham, især op til jul. Men midt i hele handlingen er der elementer af hans brors grådighed efter at leve et bedre liv for ham selv, stærke toner om sorg og forældrekærlighed, et barns uskyld og livlige fantasi og ikke mindst hvordan penge er et større hjælpemiddel for nogen end andre.

“Millions” er virkelig en skøn film og en overset moderne juleklassiker – måske en af de bedste af slagsen. Gør jer selv en tjeneste og skriv den bag øret til næste års jul, hvis ikke I kan nå at se den inden den 24. i år.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når virkeligheden er mere skræmmende